Meddelelse nr. 3/2015
Frederiksberg, den 11. marts 2015
Bestyrelsen for Danske Hoteller A/S har dags dato behandlet årsregnskabet for 2014 og indstiller det til generalforsamlingens godkendelse.
Hovedpunkterne for hotelkoncernen
- Omsætningen er steget med 18.467 t. kr. eller 11,5 % (den underliggende organiske vækst er positiv med 2,34 %).
- Resultatet af driften (EBITDA) er steget med 4.114 t. kr. eller 29 % (marginal 10,21 i 2014 mod 8,82 i 2013 og 8,63 i 2012).
- Resultatet af primær drift (EBIT) er steget med 3.641 t. kr. eller 46 % (marginal 6,4 i 2014 mod 4,9 i 2013 og 4,5 i 2012).
- Resultatet før skat (PBT) er positiv med 4.768 t. kr., og er forbedret i forhold til 2013 med 2.732 t. kr.
- Frit cash flow fra driften udgør 16.089 t. kr. og er 140 % af EBIT.
- Det foreslås, at der ikke udbetales udbytte for året 2014.
- Resultatet er i den øvre ende af de udmeldte forventninger i meddelelse nr. 4/2014. Resultatet må betegnes som tilfredsstillende under hensyntagen til de givne markedsforhold og henset til, at resultatet er negativt påvirket af opstart af Hotel Marina med i omegnen af 0,9 mio. kr. Resultatet på hotellerne på Sjælland har igen været ganske utilfredsstillende, mens resultatet på de fleste af hotellerne i Jylland har været særdeles tilfredsstillende.
Forventningerne til 2015 er, at aktivitetsniveauet i samfundet fortsat vil være på et relativt lavt niveau, og det er fortsat vor vurdering, at hotelbranchen også i 2015 vil være i en situation, hvor det er nødvendigt at være såvel omkostningsfokuseret som stærkt salgsfokuseret for at skabe de nødvendige resultater.
Der forudses et fortsat lavt renteniveau i en længere periode, og vi forventer i 2015 et positivt PBT, der mindst er på niveau med det i 2014 realiserede jvf. dog nedenfor under forventninger.
Helårsregnskabet er udarbejdet efter uændrede regnskabsprincipper.
Generelt
Danske Hoteller A/S omfatter i 2014 driften af hoteller
- Dronninglund Hotel, Dronninglund
- Hotel Hjallerup Kro, Hjallerup
- Hotel Søparken, Aabybro
- Hotel Medi, Ikast
- Østergaards Hotel, Herning
- Hotel Vildbjerg, Vildbjerg
- Hotel Limfjorden, Thisted
- Hotel Falken, Videbæk
- Hotel Vissenbjerg Storkro, Vissenbjerg
- Hotel Menstrup Kro, Menstrup
- Hotel Ringkjøbing, Ringkøbing
- Hotel Dagmar, Ribe
- Hotel Frederik II, Slagelse
- Hotel Vinhuset i Næstved
- Hotel Phønix i Brønderslev
- Hotel Årslev Kro i Brabrand v/ Århus
- Fra 1. august tillige Hotel Marina, Grenå
Derudover indgår i regnskabet Ejendomsselskabet Danske Hoteller ApS, der ejer de fleste af hotel ejendommene. Fem af ejendommene ejes af de underliggende driftsselskaber.
Koncernen ejer samtlige de ejendomme, hvorfra hotellerne drives, dog med undtagelse af hotellet i Slagelse.
Nettoomsætningen er steget fra 160,1 mio. kr. til 178,6 mio. kr. eller med 11,5 %, jævnfør afsnittet om resultatet for året 2014. Hvis der korrigeres for køb af virksomheder, er den organiske vækst positiv med 2,34 %, hvilket er lidt skuffende, idet forventningerne efter 1. halvår var større. Udviklingen i andet halvår ændrede dette og illustrerer behovet for at intensivere salgs- og marketingindsatsen for at leve op til den målsætning, som er indeholdt i vor strategiramme.
Virksomhedskunderne udviser - på kursus- og konferencesiden - fortsat stor tilbageholdenhed, hvilket er med til at presse prisniveauet i dette segment.
Salgs- og marketingorganisationen er også blevet styrket i 2014 og vil blive udbygget yderligere i 2015.
Vor IT-udvikling og IT-anvendelse på alle niveauer er blevet styrket i 2014, og dette fokus vil blive fastholdt. De forbedrede og kundevenlige hjemmesider, som blev introduceret i 2014 med bl.a. bedre bookingfaciliteter, vil bidrage positivt til salgsudviklingen.
Vi har fortsat udbygningen med at forny og forbedre Wi-Fi netværket på alle vore hoteller.
Investeringer
Også i 2014 er der foretaget meget store investeringer.
De samlede investeringer har udgjort 20,9 mio. kr., heraf 14,5 mio. kr. i ejendomme, 6,1 mio. kr. i inventar samt 0,3 mio. kr. i automobiler.
Det meget høje investeringsniveau har driften i 2014 ikke kunnet finansiere.
Uanset dette er vi dog fortsat - som angivet tidligere - af den principielle opfattelse, at nye investeringer som hovedregel kun bør gennemføres i tråd med selskabets evne til at genere indtjening til finansiering heraf. Dette gælder dog af indlysende grunde ikke indkøb af nye hoteller, der nødvendigvis må finansieres delvist i form af lån i de ejendomme, der erhverves.
De væsentligste investeringer i 2014 har været købet af Hotel Marina, Grenå. Dertil kommer fortsættelse af renoveringen af Hotel Dagmar, samt afslutning af udbygningen af hotel Limfjorden, Thisted. Endelig er renoveringen af Hotel Phønix, Brønderslev færdiggjort.
Egenkapitaludvikling
Egenkapitalen er dels påvirket positivt af årets nettoresultat, og samtidig forøget med 848 t. kr. ved nytegning af aktier. Kapitaludvidelsen fandt sted i august måned i forbindelse med køb af Hotel Marina, Grenå, hvor en del af købesummen blev betalt i aktier. Kapitaludvidelsen er sket til kurs 400 i henhold til særskilt meddelelse til aktionærerne.
Aktiekapitalen i selskabet androg pr. 31/12 2014 herefter 23.797.000 kr., medens egenkapitalen udgjorde 84,8 mio. kr. Vor soliditet udgjorde ved udgangen af 2014: 27,6 (2013: 27,4 ).
Regnskabspraksis
Årsrapporten er udarbejdet i overensstemmelse med den danske årsregnskabslovs bestemmelser for mellemstore virksomheder i regnskabsklasse C.
Koncernens principper for afskrivning på anlægsaktiver er:
- Ejendomme (bortset fra skrapværdi) afskrives lineært over 50 år. Der afskrives ikke på grunde. Udbygning, forbedring og større renoveringer afskrives over henholdsvis 15 og 25 år afhængig af den forventede levetid.
- Goodwill og investering i eksternt lejede bygninger afskrives lineært over 10 år.
- Automobiler afskrives over 7 år.
- Store inventarinvesteringer afskrives lineært over 7 til 15 år afhængig af den forventede levetid.
- Mindre inventarinvesteringer afskrives lineært over 4 år.
Resultat for året 2014
I 2014 udgjorde koncernens samlede omsætning som nævnt kr. 178,6 mio., hvilket er en stigning på 18,5 mio.kr. eller 11,5 % i forhold til 2013. Det er en nogenlunde tilfredsstillende udvikling, selvom den organiske vækst i slutningen af året skuffede noget, uanset de ressourcer vi anvendte på salgsområdet. Det er dog glædeligt, at den organiske vækst er positiv omend med beskedne 2,34 %.
Omsætningsudviklingen i årene 2005 - 2014 i t. kr.
Se graf for omsætningsudvikling 2005-2014
Driftsresultatet i årene 2005 - 2014 i t. kr.
Koncernens ledelse har altid haft særlig fokus på udviklingen i evnen til at generere frit Cash flow, og derfor fremhæver vi atter i år udviklingen i koncernens EBITDA.
Driftsresultatet før afskrivninger og renter (EBITDA) er steget fra 14.121 t. kr. i 2013 til 18.236 t. kr. i 2014. Resultatet er tilfredsstillende, når de gældende markedsforhold og de særlige forhold, der er omtalt ovenfor, tages i betragtning. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at lønandelen fra 2010 til 2014 er faldet fra 46 % til 42,9 %.
Se graf for driftsresultat 2005-2014
Driftsresultatet før finansielle poster, men efter afskrivninger (EBIT) - primær driftsudvikling - er i samme periode steget fra 7.831 t. kr. i 2013 til 11.472 t. kr. i 2014. De samlede afskrivninger udgjorde i 2014 6.764 t. kr. og er steget med 474 t. kr. Af afskrivningerne androg afskrivninger på ejendomme 2.303 t. kr. i 2014 mod 2.060 t. i 2013.
Den primære driftsudvikling i årene 2005 - 2014 i t. kr.
Se graf for den primære driftsudvikling 2005-2014
Resultatet før skat (PBT) udviser et overskud på 4.768 t. kr. mod et overskud i 2013 på 2.036 t. kr. Det bør atter fremhæves, at vi alene anser resultatet som tilfredsstillende, fordi det skal ses i lyset af den forsat vanskelige markedssituation og opstarten af et nyt hotel.
Udviklingen i resultat før skat i årene 2005 - 2014 i t. kr.
Se graf for udvikling i resultat før skat 2005-2014
Rentericisi
Koncernens nettorentebærende gæld udgjorde ved årsskiftet 182,9 mio. kr. Vi følger løbende renteudviklingen og drøfter denne med vore kreditinstitutter. Vor gæld er primært baseret på realkreditlån med pant i vore ejendomme. Denne gæld er en kombination af fastrentelån og variabelt forrentede lån. Vor gæld er for ca. 40 % vedkommende enten fast forrentet eller sikret rentemæssigt gennem et rentesikringsarrangement. Låneoptagelsen sker helt overvejende i danske kroner og euro, men et enkelt mindre lån er i CHF.
Det vurderes fortsat, at koncernens rentericisi, henset til de herskende forhold på de finansielle markeder er rimelig.
Ledelsesmæssige forhold
Der er sket ledelsesændring på Hotel Vinhuset, idet Gitte Spandet er blevet udnævnt som daglig leder af hotellet.
Aktionærforhold
Selskabets aktiekapital er opdelt i aktier af kr. 1.000. Selskabets aktier er frit omsættelige, men skal stedse være noteret på navn. Med udgangen af 2014 havde selskabet over 100 navnenoterede aktionærer.
Der er 4 aktionærer, der er noteret som havende mere end 5 % af aktiekapitalen, jævnfør selskabslovens § 50. Ingen enkelt aktionær er noteret som havende mere end 50 % af selskabets aktiekapital.
Selskabets ejerbog føres af Værdipapircentralen. Selskabet er noteret på Dansk OTC.
Mål og strategier
Koncernen arbejder efter en strategiplan kaldet plan 2019, der hen over efteråret 2014 er blevet udarbejdet af selskabets direktion og godkendt af bestyrelsen i februar 2015.
Den gældende plan har som mål, at koncernen i år 2019 skal eje/drive over 20 hotelenheder afhængig af de muligheder, der måtte vise sig i planperioden.
Det er tillige målet, at omsætningen ved planperiodens udløb (2019) mindst skal andrage over kr. 250 mio. Forrentningen af egenkapitalen skal være identisk med den lange rente tillagt et passende risikotillæg.
I overensstemmelse med vor strategiplan, som fremover også omfatter en politik for CSR-området, gennemgår vi løbende vort ressourceforbrug og miljøbelastningen og gennemfører de effektiviseringer, der er nødvendige i den henseende.
Forventningerne til 2015
Koncernen vil fortsat udvikle sin forretningsaktivitet inden for forretningsområdet i henhold til den vedtagne strategiplan 2019.
Om forventningerne til vort resultat i år 2015 henviser vi til det i indledningen anførte, men vi kan dog tilføje, at det forventes, at hotellerne på Sjælland i 2015 vil vise resultatfremgang. Derimod må det forventes, at de nye hotelaktiviteter, som omtalt i meddelelse nr. 1/2015 og nr. 2/2015 vil have en negativ driftspåvirkning i 2015 grundet opstart og indkøring.
Halvårsmeddelelse forventes udsendt den 18. august 2015.
Generalforsamling
Selskabets ordinære generalforsamling afholdes på Hotel Vissenbjerg Storkro torsdag den 9. april 2015 kl. 16.00. Indkaldelse til generalforsamlingen vil tilgå de navnenoterede aktionærer direkte.
Frederiksberg den 11. marts 2015
Erik Sophus Falck
Bestyrelsesformand
John Olsdorf
Direktør
Karen Jespersgaard
Bestyrelsesmedlem
John Johansen
Bestyrelsesmedlem
Per Bendix
Bestyrelsesmedlem
Hans Jensen
Bestyrelsesmedlem
Yderligere oplysninger kan fås hos bestyrelsesformand Erik Sophus Falck på tlf.: + 45 40 13 53 73.
Koncernresultatopgørelse
I DKK t. | 2014 | 2013 | 2012 | 2011 | 2010 |
---|---|---|---|---|---|
Nettoomsætning | 178.548 | 160.081 | 148.048 | 142.318 | 127.601 |
Bruttofortjeneste | 94.750 | 83.146 | 77.373 | 76.523 | 68.896 |
Personaleudgifter | 76.514 | 69.025 | 64.584 | 64.568 | 58.494 |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
Resultat før afskrivninger og renter (EBITDA) | 18.236 | 14.121 | 12.789 | 11.955 | 10.402 |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
Resultat før renter (EBIT) (inkl. af- og nedskrivninger på aktiver)*) | 11.472 | 7.831 | 6.668 | 4.196 | 3.531 |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
Nettorenteudgifter | 6.704 | 5.795 | 6.475 | 5.999 | 6.315 |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
Koncernresultat før skat (PBT) | 4.768 | 2.036 | 193 | (1.802) | (2.784) |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
*) heraf udgør afskrivning af ejendomme | 2.303 | 2.060 | 1.985 | 1.904 | 1.677 |
_____________________ | _________ | _________ | _________ | _________ | _________ |
Nøgletal | 2014 | 2013 | 2012 | 2011 | 2010 |
Aktiver | 307.663 | 295.084 | 270.782 | 251.581 | 246.323 |
Egenkapital | 84.797 | 80.889 | 71.509 | 67.641 | 68.565 |
Overskudsgrad (i %) | 6,4 | 4,9 | 4,5 | 3,0 | 2,8 |
Cash flow fra driften | 16.089 | 9.168 | 9.839 | 9.813 | 6.830 |
Antal aktier i stk. ultimo | 23.797 | 23.585 | 21.969 | 20.771 | 20.132 |
EPS før skat | 200,4 | 86,3 | 8,8 | (86,8) | (138,3) |