Meddelelse nr. 4/2018
Frederiksberg den 2. oktober 2018
Danske Hoteller A/S køber Golf Hotel Viborg
Hotellet overtages den 1. november fra Marchl Holding ApS for 81 mio. kr. og Golf Hotel Viborg bliver dermed det 21. hotel, som Danske Hoteller A/S både ejer og driver.
Efter langvarige og komplicerede forhandlinger mellem repræsentanter Marchl Holding ApS og Danske Hoteller A/S har Danske Hoteller A/S med virkning fra den 1. november 2018 indgået aftale om at overtage Golf Hotel Viborg.
Hotellet er beliggende på Hans Tausens Alle i Viborg by, med kort afstand til byens centrum og med en meget smuk og direkte udsigt over søerne omkring Viborg.
Hotellet, der har 134 værelser, er i særdeles god stand. Alle værelser er særdeles flot og smagfuldt indrettede.
I selve hotellet er der en restaurant og gode konferencefaciliteter. I en selvstændig placeret bygning er der tillige restaurant og store selskabslokaler, der også kan benyttes til konferencefaciliteter.
Såvel restaurant som sale har direkte udsigt til grønne områder og Viborgs søer. Desuden indeholder hotellet swimmingpool og motionsrum samt flere aktivitetsrum.
Danske Hoteller A/S betaler 81 millioner kroner for hotellet. En mindre del af betalingen sker ved udstedelse af aktier, således at Marchl Holding ApS bliver aktionær i Danske Hoteller A/S på lige fod med de ca. 700 øvrige aktionærer i hotelkoncernen.
Købet af Golf Hotel Viborg vil styrke vor position i hotelmarkedet i Midtjylland og er i øvrigt helt i tråd med vor strategiramme. Med erhvervelsen ejer og driver Danske Hoteller A/S nu 21 hoteller i Danmark og er dermed den største hotelkæde indenfor sit segment med samlet set over 1300 værelser.
Hotellet er ved overtagelsen i fuld drift og da overtagelsen sker mod slutningen af koncernens regnskabsår, forventes det ikke, at overtagelsen vil påvirke vor resultatdannelse i større omfang i 2018. Dog vil der i forbindelse med indfasningen i Danske Hoteller A/S blive påført nogle omkostninger, som udgiftsføres over driften i implementeringsåret.
Vi vil i forbindelse med vor meddelelse i december måned give en opdatering omkring de mere præcise forventninger til virkningen for vor resultatdannelse i 2018.
Med venlig hilsen
Danske Hoteller A/S
Erik Sophus Falck
Bestyrelsesformand