Meddelelse nr. 4/2019
Frederiksberg den 29. juli 2019

 Danske Hoteller A/S køber Hotel Kryb i Ly Kro.

Hotellet overtages den 1. november fra Select Development A/S for 30 mio. kr. og Hotel Kryb i Ly Kro, der ligger mellem Fredericia og Kolding, bliver dermed det 23. hotel, som Danske Hoteller A/S både ejer og driver.

***

Efter langvarige og komplicerede forhandlinger mellem repræsentanter for Select Development A/S og Danske Hoteller A/S er der indgået aftale om, at Danske Hoteller A/S med virkning fra den 1.november 2019 overtager Hotel Kryb i Ly Kro. Handelsprisen er aftalt til 30 mio. kr.

Hotellet er beliggende Kolding Landevej mellem Fredericia og Kolding, og er et meget kendt og historisk sted, hvor folk fra både Fredericia og Kolding og store dele af landet kommer. Kroen er oprindelig opført i 1243 og har dermed en unik og historisk atmosfære, som blev fastholdt ved genopbygningen i oprindelig stil efter en omfattende brand i 1973.

Hotellet har 77 værelser og er i pæn god stand. De fleste af værelserne er ny renoverede. En planlagt renovering af dele af taget er aftalt som en del af handelen.

Hotellet har ud over de anførte værelser 11 lokaler til såvel selskaber som konferencer samt meget flot restaurationsområde. Desuden er der bibliotek, pool-/billardrum, areal med sauna og indendørs, opvarmet swimmingpool.

Købet af Hotel Kryb i Ly Kro vil styrke Danske Hotellers position i hotelmarkedet i Trekantområdet og vi bliver nu også repræsenteret i et af Danmarks mest dynamiske erhvervs- og udviklings områder. Købet er helt i tråd med hotelkoncernens strategiramme.

Med erhvervelsen ejer og driver Danske Hoteller A/S nu 23 hoteller i Danmark og vi styrker vor position som den største hotelkæde indenfor sit segment med samlet set over 1500 værelser.

Hotellet er ved overtagelsen i fuld drift. Det forventes ikke, at overtagelsen vil påvirke koncernens resultatdannelse i 2019 idet overtagelsen sker så tæt på årsskiftet, men det vil positivt påvirke resultatdannelsen i 2020, som vi nærmere vil redegøre for i helårsmeddelelsen for 2019.

Overtagelsen er betinget af tilfredsstillende due diligence og relevante myndighedsgodkendelser.


Med venlig hilsen
Danske Hoteller A/S 

Erik Sophus Falck
Bestyrelsesformand