Selskabsmeddelelse nr. 5/2021
Frederiksberg, den 4. juni 2021
Som adviseret i selskabsmeddelelse nr. 3/2021 af 17. maj 2021 har bestyrelsen i Danske Hoteller A/S besluttet at udvide aktiekapitalen i selskabet gennem en emission på 10.000 stk. nye aktier à 460 kr. pr. styk. for at være kapitalmæssigt forberedt til nye hotelopkøb. Tegningsperioden er fastsat til perioden 7.-22. juni 2021.
Mere herom på www.danske-hoteller.dk/aktionaer/bliv-medejer.
I samme meddelelse anførte vi, at selskabet inden tegningsperiodens start ville give en orientering omkring forventninger til helårsresultatet. Senest meldte vi ud herom i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2020, meddelelse nr. 1/2021 af den 18. marts 2021.
Siden meddelelse nr. 1/2021 er der fra Folketinget kommet yderligere - om end ikke fuld - klarhed over genåbningen af samfundet, herunder for vores branche, hotel-, restaurations- og konferencevirksomhed.
Samtidig har Danske Hoteller A/S nu en foreløbig vurdering af, hvor hurtigt hotellernes drift normaliseres til det forventede kapacitetsniveau.
Helårsforventningerne, som vi offentliggjorde i marts, byggede på en antagelse om genstart i april og fuld drift i maj. Som bekendt er genåbningen af samfundet trukket noget ud i forhold hertil, hvilket umiddelbart kunne give udsigt til en lavere resultatforventning.
For halvåret 2021 forventer vi på grund af Corona-nedlukningen i årets første måneder et underskud på niveau med 1. halvår 2020 – et resultat, som er positivt påvirket af de initiativer, vi undervejs har taget til omkostningsbegrænsning.
For helåret forventer vi en lidt lavere omsætning end udmeldt i marts, dvs. nu i niveau 220-240 mio. kr. Indtjeningsforventningen – med de forbehold der naturligt knytter sig til usikkerheden omkring udfasningen af de resterende Corona begrænsninger – skønnes at kunne fastholdes på niveau med vores marts 2021 udmelding, dvs. et EBITDA på 25-30 mio. kr., et EBIT på 10-15 mio. kr. og et PBT på 3-8 mio.kr.
Forventningerne til helåret 2021 underbygges af den kundeinteresse, vi har set for bookinger i de kommende måneder, ligesom vi har forudsat, at de resterende restriktioner udfases helt hen over sommeren, således at vi fuldtud får mulighed for at imødekomme den store efterspørgsel og interesse for hotel- og restaurationsbesøg samt familiefester, som er blevet udsat på grund af Coronakrisen.
Nærmere kan oplyses ved henvendelse til bestyrelsesformand Erik Sophus Falck +45 40 13 53 73 eller CFO Thor Pedersen +45 31 32 33 24.
Fremadrettede udsagn: Denne selskabsmeddelelse og de dertil hørende bemærkninger indeholder udsagn om fremtiden, herunder udsagn om fremtidige forventede resultater. Udsagn om fremtiden er i sagens natur forbundet med risikofaktorer og usikkerhedsmomenter, som kan medføre, at de faktiske resultater viser sig at fravige væsentligt fra forventningerne, både positivt og negativt. Selskabet påtager sig - med mindre lovgivningen tilsikrer andet - ingen forpligtigelse til at opdatere udsagn om fremtiden som følge af nye udviklinger i virksomheden eller nye oplysninger, som måtte komme virksomheden til kendskab.