Selskabsmeddelelse nr. 5/2022
Frederiksberg, den 6. september 2022
Danske Hoteller A/S planlægger indførelse af en A- og B-aktieklassestruktur.
”Bestyrelsen i Danske Hoteller A/S vil på en ekstraordinær generalforsamling stille forslag om at indføre en A- og B-aktieklassestruktur. Strukturen vil efter bestyrelsens opfattelse øge selskabets finansielle råderum samt give mulighed for fortsat vækst og værdiskabelse.”
Baggrund:
Danske Hoteller har over årene gennemlevet en markant udvikling, som har placeret virksomheden med en ganske betydende position på det danske hotelmarked. Denne udvikling har været mulig med baggrund i en solid kundesupport, en dygtig medarbejderstab, herunder dedikerede nøglemedarbejdere, og en ledelse, der har sat retningen for koncernens overordnede prioriteter.
Løbende vedligeholdelsesinvesteringer og udbygning af bestående hotelenheder samt tilkøb af nye hoteller svarende til gennemsnitligt omkring 1 hotelenhed årligt har over en længere periode haft stort ledelsesmæssigt fokus.
Som overordnet illustration af udviklingen kan det anføres, at selskabets samlede aktiver, som ved udgangen af 2017 androg 384,5 mio. DKK, ved udgangen af 2021 var steget til 590,7 mio. DKK eller en vækst på 53,6 %. Selskabets egenkapital øgedes i samme periode med 51,1 mio. DKK eller 39,5 % og androg således ved udgangen af 2021 180,5 mio. DKK. Soliditetsgraden (selskabets egenkapital i procent af selskabets aktiver) udviklede sig fra 33,7 ved udgangen af 2017 til 30,6 ved udgangen af 2021.
Denne udvikling, hvor opretholdelse af en høj soliditet har været en forudsætning, er muliggjort dels gennem virksomhedens indtjening og generering af frit cash flow, dels gennem låneoptagelse ved hotelkøb og endelig gennem aktionærernes opbakning ved løbende kapitaludvidelser. Interessen for at blive aktionær i selskabet er steget markant. Fra udgangen af 2013, hvor selskabet havde ca. 100 aktionærer til at Danske Hoteller nu har næsten 1.800 aktionærer.
Selskabets største aktionær er Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond, som ejer 35,18 % af aktie- kapitalen. Fonden har, som det også er fremgået af de seneste årsrapporter, indgået en ejeraftale med to andre aktionærer, Erik Sophus Falck og John Olsdorf, som indebærer, at Fonden kontrollerer 54,89 % af selskabets aktiekapital.
Ifølge fundatsen for Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond er det Fondens formål at ”eje, understøtte og have bestemmende indflydelse i selskabet Danske Hoteller A/S eller i selskaber/virksomheder, som er koncernforbundne hermed”. Som supplerende formål indgår ”at udvikle medarbejdere, der er ansat i Danske Hoteller A/S, så længe Fonden har en ejerandel af Danske Hoteller A/S” og endelig “at støtte lægevidenskabelige og sociale formål efter bestyrelsens beslutning”.
Forslag om indførelse af en A- og B-aktieklassestruktur:
Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond har aktivt understøttet Danske Hotellers udvikling og varetager samtidig en stabil og langsigtet hovedaktionærrolle til gavn for selskabet.
Bestyrelsen har på den baggrund overvejet og drøftet, hvorledes kapitalstrukturen bedst kan tilrettelægges for også langsigtet at skabe optimale muligheder for selskabets fortsatte udvikling. Bestyrelsen er i dialog med bestyrelsen for Fonden kommet til den konklusion at stille forslag om indførelse af en A- og B-aktieklassestruktur med stemmedifferentiering (A-aktie: 10 stemmer og B-aktie: 1 stemme).
A- og B-aktieklassestrukturen med stemmedifferentiering på 10:1 er en veletableret og anerkendt model i Danmark, bl.a. i flere store koncerner, hvor hovedaktionæren udgøres af en fond, der har respektive virksomheders langsigtede udvikling som et væsentligt fokus.
Beslutningen om en ny aktieklassestruktur kræver vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling. Alle Danske Hotellers aktionærer vil ved vedtagelse af et aktiesplit modtage 1 ny A-aktie og 9 B-aktier for hver eksisterende aktie, og alle aktionærer opretholder dermed samme finansielle ejerskab og stemmemæssige andel som hidtil.
Efter gennemførsel af den nye aktieklassestruktur vil der være mulighed for eksempelvis at gennemføre kapitaludvidelser alene med B-aktier, som indebærer en lavere stemmemæssig udvandingseffekt for eksisterende aktionærer, hvilket øger Fondens mulighed for vedblivende at kunne varetage rollen som stabil og langsigtet hovedaktionær i Danske Hoteller.
Strukturen vil, efter bestyrelsens opfattelse, øge selskabets finansielle råderum, give mulighed for fortsat vækst og værdiskabelse og samtidig som nævnt fastholde den langsigtede stabilitet, som følger af Fondens ejerskab.
Den ekstraordinære generalforsamling planlægges afholdt den 12. oktober 2022, og indkaldelsen med dagsorden og de fuldstændige forslag (herunder aktiesplittet, bemyndigelser til bestyrelsen i relation til kapitaludvidelser og erhvervelse af egne aktier, forslag om ændret tegningsregel og to mindre redaktionelle ændringer) forventes udsendt den 20. september.
Selskabet vil senere informere om hhv. sidste mulige handelsdag for eksisterende aktier og første mulige handelsdag for de nye A- og B-aktier – alt under forudsætning af at bestyrelsens forslag godkendes med tilstrækkelig opbakning på den ekstraordinære generalforsamling.
De for året 2022 gældende aktionærfordele for nuværende aktionærer er uændret gældende, mens antallet af det nødvendige antal aktier for nye aktionærer efter forslagets gennemførelse reguleres forholdsmæssigt i overensstemmelse med aktiesplittet.