Selskabsmeddelelse nr. 7/2022
Frederiksberg, den 27. oktober 2022

Forslaget om aktiesplit og opdeling af selskabskapitalen i A- og B-aktier er vedtaget.

På den ekstraordinære generalforsamling den 12. oktober 2022 blev bestyrelsens forslag om at gennemføre et aktiesplit og opdeling af aktierne vedtaget med overvældende flertal. Selskabets aktier er derfor nu opdelt i 362.105 styk A-aktier af 10 kr. og 3.258.945 styk B-aktier af 10 kr., hvilket nu er korrekt registreret i VP Securities A/S, Værdipapircentralen.

A-aktien har fået ISIN nummer: DK 0061930211
B-aktien har fået ISIN nummer: DK 0061930484

Den af Værdipapircentralen udsendte meddelelse til aktionærerne er dog ufuldstændig, idet tildelingen af B-aktier ikke fremgår. Derfor vil vi gerne bekræfte, at aktiesplittet og tildelingen rent faktisk er gennemført som vedtaget, således at der for hver aktie ejet forud for den ekstraordinære generalforsamling nu er tildelt 1 A-aktie og 9 B-aktier. Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt registreringen også har fundet korrekt sted i aktionærernes depoter i de forskellige pengeinstitutter. Vi kan oplyse, at vi i ejerbogen har gennemført adskillige kontroller af registreringerne og har ikke fundet fejl, hvorfor vi er af den opfattelse, at registreringerne er korrekte.

I forbindelse med registreringerne/ændringerne er der samtidig sket den fejl, at alle aktierne i nogle pengeinstitutter er sat til værdi 0 kr. Dette er som nævnt en fejl, da værdien af aktiebeholdningen før og efter gennemførelse af aktiesplittet og opdelingen naturligvis er uændret. Imidlertid er det ikke muligt at rette dette før i forbindelse med årsafslutningen, hvor vi vil oplyse Værdipapircentralen om, at prisen pr. aktie nu p.t. er 50 kr. Vi sælger fortsat aktier til 50 kr. pr. aktie, og interessen for vores aktier er stigende.

Vi er glade for at kunne oplyse, at aktionærfordelene fortsætter uændret i 2023 (dog således at der i overensstemmelse med det gennemførte aktiesplit skal 10 gange så mange aktier af nominelt 10 kr. til for at opnå de samme fordele). Vi forventer med Post Nord at udsende aktionærkuponerne og fordelskortene i de første 14 dage af december måned, således at de når frem inden jul.

Med venlig hilsen
Danske Hoteller A/S

Erik Sophus Falck
Bestyrelsesformand