Selskabsmeddelelse nr. 9/2019
Frederiksberg 3. december 2019
Endnu et meget travlt år for Danske Hoteller A/S er ved at gå på hæld.
Et år som især vil blive præget af et helt igennem ekstraordinært resultat. Selv om der endnu er lidt tilbage af året, så ved vi, at årets resultat bliver det bedste nogensinde.
Resultatet forventes forsat at blive som annonceret i vor meddelelse nr. 8/2019.
Men der er også i 2019 sket meget andet i virksomheden. Vi har købt Hotel Ansgar i Esbjerg og Hotel Kryb i Ly Kro v/ Fredericia. Disse erhvervelser har yderligere styrket vor position i Jylland.
Vi har samtidig færdigbygget 20 nye værelser på Hotel Vissenbjerg Storkro og er lige nu gået i gang med at udbygge Hotel Limfjorden med 10 nye familieværelse og udbygge Hotel Dagmar med yderligere 5 værelser.
Vore investeringer i 2019 vil overstige 80 mio. kr. og virksomheden er fortsat i en rivende udvikling.
Derudover har vi påbegyndt renovering og fornyelse af værelser på flere af vore hoteller.
Vi forventer fortsat at udsende vor helårsmeddelelse den 12. marts 2020.
I denne vil der samtidig blive givet en vurdering af, hvorledes vi ser situationen for året 2020.
Den ordinære generalforsamling forventes afholdt den 16. april 2020 på Golf Hotel Viborg med efterfølgende aktionærmøder i Nordborg og Juelsminde for de aktionærer, der ikke har mulighed for at deltage i generalforsamlingen.
Med nærværende meddelelse fremsendes til vore aktionærer bevis/beviser på de tidligere annoncerede aktionærfordele. Disse aktionærfordele er for 2020, og vi ser frem til, at De besøger et eller flere af vore 23 hoteller rundt om i Danmark i løbet af det kommende år.
Vi benytter endelig lejligheden til at ønske alle en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår!
Med venlig hilsen
Danske Hoteller A/S
Erik Sophus Falck
Bestyrelsesformand