Den 12. oktober 2022 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i Danske Hoteller A/S (CVR-nr. 13611300) på Hotel Vissenbjerg Storkro, Vissenbjerg.
Som dirigent havde bestyrelsen udpeget advokat Thomas Weisbjerg.
Dirigenten konstaterede med generalforsamlingens tilslutning, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig for så vidt angik følgende dagsorden:
- Opdeling af selskabets eksisterende aktier i A-aktier og B-aktier og ændring af vedtægterne, herunder implementering af visse fortegningsrettigheder.
- Ændring af bemyndigelser til bestyrelsen til at forhøje selskabets aktiekapital.
- Øvrige ændringer af selskabets vedtægter, herunder tegningsreglen.
- Bemyndigelse til erhvervelse af egne aktier.
- Bemyndigelse af dirigenten.
På generalforsamlingen var 69,04 % af aktiekapitalen repræsenteret, svarende til 249.582 styk aktier.
Ad punkt 1:
Erik Sophus Falck redegjorde for bestyrelsens forslag, herunder baggrunden for forslaget og konsekvenserne af den foreslåede opdeling af selskabets aktier i A- og B-aktier med tilhørende ændringer af vedtægternes § 3, § 4, stk. 3, og § 8, stk. 1, samt forslaget om indsættelse af ny § 3B om aktieklassernes fortegningsret ved kapitalforhøjelser.
Forslaget blev vedtaget.
Ad punkt 2:
Dirigenten redegjorde for bestyrelsens forslag om at ændre de nuværende bemyndigelser i vedtægternes § 3A om forhøjelse af selskabets aktiekapital som følge af det under punkt 1 vedtagne aktiesplit.
Forslaget blev vedtaget.
Ad punkt 3:
Dirigenten redegjorde for bestyrelsens forslag om ændring af vedtægternes § 6, stk. 1 (tilføjelse af Hotel Postgaarden, Fredericia), § 6, stk. 5 (ændring af fristen for offentliggørelse af materiale til generalforsamlinger til to uger i stedet for tre uger), og § 11 (ændring af selskabets tegningsregel).
Forslagene blev vedtaget.
Ad punkt 4:
Dirigenten redegjorde for bestyrelsens forslag om ny bemyndigelse til bestyrelsen til at lade selskabet erhverve egne A- og B-aktier som følge af det under punkt 1 vedtagne aktiesplit.
Forslaget blev vedtaget.
Ad punkt 5:
Dirigenten redegjorde for bestyrelsens forslag om at bemyndige dirigenten til at anmelde det vedtagne til Erhvervsstyrelsen og til at foretage de ændringer i anmeldelsen og det vedtagne, som måtte være påkrævet for at opnå registrering.
Forslaget blev vedtaget.
Generalforsamlingen hævet.