Referat af Danske Hotellers generalforsamling 2018

År 2018 den 12. april kl. 16.30 afholdtes i Danske Hoteller A/S cvr. nr.: 13611300 ordinær generalforsamling på Hotel Ringkøbing, Ringkøbing. 

Til dirigent valgtes advokat Erik Sophus Falck, der konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet i henhold til vedtægternes § 6. På generalforsamlingen var 22.949 styk aktier repræsenteret svarende til 76,44 % af aktiekapitalen på i alt 30.087 styk aktier.

Dagsordenen til generalforsamlingen var i overensstemmelse med vedtægternes § 7 dog tillagt forslag til ændring af selskabets vedtægter.

Der var tillige forslag om at give bemyndigelse til selskabet til at erhverve egne aktier i henhold til selskabslovens kapital 12.

Bestyrelsens beretning, årsrapporten og forslaget om at tilføje overskuddet til selskabets reserver blev enstemmig godkendt.

Bemyndigelsen i henhold til selskabslovens kapitel 12 blev enstemmig godkendt.

Forslag til ændring af selskabets vedtægter blev enstemmig godkendt.

Bestyrelsen blev genvalgt med undtagelse af tømmermester John Johansen, der ønskede at udtræde af bestyrelsen. Som nyt medlem blev valgt fhv. statsaut. revisor Steen Christensen.

Som revisor blev valgt statsautoriseret revisor Thomas Skovsgaard, Deloitte.

Da intet andet forelå til behandling, blev mødet hævet.

Som dirigent:
Erik Sophus Falck


Dagsordnen var som følgende:

1. Valg af dirigent
Som dirigent foreslår bestyrelsen advokat Erik Sophus Falck.

2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år

3. Forelæggelse af årsrapport i revideret stand til godkendelse
Bestyrelsen foreslår, at årsrapporten godkendes.

4. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport
Bestyrelsen foreslår, at årets overskud overføres til selskabets reserver.

5. Vedtægtsændringer
Bestyrelsen foreslår vedtægterne ændret således:

§ 6A styk. 3 til sålydende: ”Adgangskort til generalforsamlingen fremsendes pr. mail eller pr. brev efter selskabets valg”.

6. Bemyndigelse til erhvervelse af egne aktier
Bestyrelsen foreslår, at der gives den bemyndigelse til under henvisning til selskabslovens kapitel 12, at lade selskabet erhverve egne aktier på op til 10 % af aktiekapitalen til en kurs lig med den indre værdi +/- 50 %.

7. Bestyrelsen foreslår genvalg af:

Advokat Erik Sophus Falck (formand)
Af væsentlige andre poster kan oplyses:
· Bestyrelsesformand i følgende selskaber: samtlige datterselskaber i koncernen, Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond (hovedaktionær i Danske Hoteller A/S), Falcks Seniorforening, Eva Falck Crones Fond.
· Bestyrelsesmedlem i følgende selskaber: Erik Sørensen Vin A/S, Redning Danmark A/S samt i flere mindre selskaber.

Direktør Hans Jensen (næstformand)
Af væsentlige andre poster kan oplyses:
· Har gennem 20 år været ansat i Falck koncernen, senest og indtil udgangen af 2016 som Executive Vice President/Direktør
· Medlem af en række bestyrelser i ind- og udland i Falck koncernen.

Direktør Dorte Brandt
Dorte Brandt har været ansat på Hotel Dagmar siden 2005 og blev efter at have været receptionist og senere bogholder i 2010 udnævnt til direktør. Er medlem af bestyrelsen/direktionen i flere af koncernens datterselskaber og er tillige ansvarlig for integration af nye hotelenheder i koncernen, samt medlem af bestyrelsen i Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond.

Nels Klavs Petersen
Nels Petersen er uddannet journalist. Har været chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis samt kommunikationsdirektør i Falck. Har i de sidste 12 år - indtil 2014 - været ansat som executive vicepræsident/kommunikationsdirektør i Nykredit koncernen. Han er desuden hovedbestyrelsesmedlem i DGI og har flere andre tillidsposter, samt medlem af bestyrelsen i Erik Sophus Falck’s Erhvervsdrivende Fond.

Direktør Ove Jørgensen
Ove Jørgensen har været ansat i koncernen siden 2004 og startede på Østergaards Hotel i Herning. Han er tillige overordnet ansvarlig for hotellerne i Midtjylland og er i bestyrelsen af flere af koncernens selskaber.

Tømrermester John Johansen har ønsket at udtræde af bestyrelsen.

Bestyrelsen foreslår nyvalg af:
Fhv. statsautoriseret revisor Steen Christensen som fra 1988 til 2017 har været equity partner i Deloitte. Er tillige bestyrelsesmedlem i Dan Technologies A/S, Troelstrup A/S, J. S. Fonden samt Frederik Larsens Fond.

8. Til revisor foreslås genvalgt:
Deloitte. Statsautoriseret revisor Thomas Skovsgaard.

9. Eventuelt