Selskabsmeddelelse nr. 2/2025
Frederiksberg, den 24. marts 2025
Danske Hoteller A/S ansætter Nina Carlslund som administrerende direktør
Bestyrelsen for Danske Hoteller A/S har efter en grundig søgeproces ansat Nina Carlslund som administrerende direktør.
Nina Carlslund, der er 53 år, tiltræder stillingen den 1. august i år. Hun kommer fra en stilling som general manager på Hotel Scandic Aarhus City, og har tidligere haft ledende stillinger på bl.a. hoteller i Norge og Danmark. Hun er fagudlært inden for hotel- og restaurationsbranchen og har undervejs i sin karriere suppleret med en række uddannelser, bl.a. HD i organisation og ledelse samt en master i Humanistisk Organisationsudvikling på Aarhus Universitet, begge uddannelser med fokus på bæredygtighed.
I Danske Hoteller A/S skal Nina Carlslund sammen med bestyrelsesformand Erik Sophus Falck, bestyrelsen og det centrale driftsudvalg arbejde med den videre udvikling af hotelkæden primært på salgs-, service- og driftsområdet, men også i forbindelse med eventuelle akkvisitioner af nye hotelenheder.
Danske Hoteller A/S ejer og driver i dag 26 velfungerende hoteller på Sjælland, Fyn og ikke mindst i Jylland. Gennem de sidste mange år har hotelkoncernen tilkøbt i gennemsnit ét hotel om året.
Danske Hoteller A/S omsætter for ca. 400 mio. kr. om året og har ca. 900 hel- eller deltidsansatte.
Koncernen har i dag knap 2700 aktionærer. Selskabet er unoteret, men har via løbende kapitaludvidelser gennem årene haft stor tilgang af nye aktionærer.
I forbindelse med ansættelsen siger formanden for Danske Hoteller A/S, Erik Sophus Falck:
”Vi glæder os meget til at få Nina Carlslund ombord i koncernen. Hun har et meget fint match med vores værdier og governance, og hvor ordentlighed og mennesket er i centrum. Med den rivende udvikling vi gennem mange år har været igennem, har vi brug for at styrke den øverste ledelse – også som en del af et naturligt generationsskifte. Jeg har ud over rollen som bestyrelsesformand tillige været formand for det centrale driftsudvalg med økonomidirektør, regionsdirektører, integrationsdirektør og kommerciel direktør. Efter onboarding af Nina Carlslund træder hun her ind i mit sted, og jeg vil så koncentrere mig om opgaven som bestyrelsesformand, herunder akkvisitioner i forbindelse med vores deltagelse i den fortsatte konsolidering af markedet samt finansiering.”
Kontakt:
Bestyrelsesformand Erik Sophus Falck tlf. 4013 5373