Selskabsmeddelelse nr. 6/2024
Frederiksberg, den 24. maj 2024
En af de mest succesfulde kapitaludvidelser i Danske Hoteller A/S – udbuddet igen overtegnet
Med henvisning til meddelelse nr. 4/2024, kan vi oplyse, at tegningsperioden for tegninger af nye B-aktier i Danske Hoteller A/S blev afsluttet den 21. maj 2024.
Udbuddet af 100.000 stk. nye B-aktier blev overtegnet, idet der var langt flere anmodninger om køb af aktier, end der var aktier til salg. Efter aftale med indehaveren af den største tegningsanmodning blev denne reduceret ganske betragteligt for at kunne imødekomme købsanmodningerne fra mere end 500 øvrige, eksisterende eller helt nye, aktionærer.
Den stillede tegningsgaranti fra de største aktionærer blev derfor ikke aktuel.
“Med mere end 500 modtagne tegningsblanketter, heraf mange som helt nye aktionærer, har vi med denne emission oplevet en af de mest succesfulde kapitaludvidelser i selskabet. Vi er meget beærede og også ydmyge overfor den store interesse, der har været for at blive medejer af selskabet”, siger formanden for bestyrelsen i Danske Hoteller A/S, Erik Sophus Falck.
De mange tegningsanmodninger ekspederes i de kommende dage og lægges i aktionærernes depoter – forventeligt i løbet af 14 dage. Samlet set forventes selskabet efter kapitaludvidelse at have over 2.600 aktionærer. Det er usædvanligt mange i et ikke børsnoteret selskab.
I forbindelse med kapitaludvidelsen blev der også tegnet i alt 5.900 styk B-aktier til favørkurs til en række ledende medarbejdere.
Forøgelsen af selskabskapitalen er gennemført for fortsat at sikre udviklingen af selskabet i henhold til strategiplanen og sikre, at selskabet løbende har det finansielle beredskab, der skal til for at understøtte udviklingen.
Kontakt:
Bestyrelsesformand Erik Sophus Falck tlf. 4013 5373 eller CFO Thor Pedersen tlf. 3132 3324