Vores mål
Det er koncernens mål, at vi i 2027 fortsat vil være en af de mest betydende spillere på det danske hotelmarked, med specielt udvalgte hoteller i provinsen - alle med en særlig historie og individuelt særpræg. Som en del af vores samlede mål ønsker vi i 2027 – afhængig af mulighederne – at eje og drive flere end 24 hotelenheder samt at øge værelseskapaciteten på de bestående hotelenheder.
Vi ønsker vækst i såvel omsætning som indtjening, og vores mål i år 2027 er, at omsætningen ligger i niveauet 480 mio. kr. og at vores indtjening på dette tidspunkt er på et sådant niveau, at egenkapitalen forrentes med den lange rente med et passende risikotillæg afhængigt af det generelle renteniveau.
Kapitalstrukturen i virksomheden skal være sammensat således, at soliditeten aldrig kommer under 20, idet det kan tilføjes, at vores soliditet altid har ligget midt i 20'erne.
Samtidig er det vores mål, at vi i alle sammenhænge har en driftsafvikling, der i videst muligt omfang tager hensyn til miljøet og med et korrekt samfundsmæssigt ansvar.
Sådan vil vi nå vores mål
Vi vil udvikle koncernen gennem økonomisk fordelagtige opkøb eller leje af regionalt placerede mellemstore hoteller. Vi planlægger, at dette sker løbende igennem den periode, som vor plan dækker. Det er tillige vores hensigt at videreudvikle de hoteller, vi allerede ejer og driver, idet vi ved om- og tilbygninger ønsker at forøge de enkelte hotellers forretningsomfang. Vi vil samtidig implementere tilgrænsende forretningsområder, som vi kender for også herigennem at udvide forretningsomfanget.
Det er planen, at udviklingen af de enkelte hotelenheder skal fortsætte i hele planperioden og derigennem understøtte den samlede vækst i koncernen. Vi vil i særlig grad i planperioden fokusere på organisk vækst og styrke vores samlede salgsindsats.
I perioden ønsker vi at styrke vores salgs- og marketingafdeling for at sikre organisk vækst i hele perioden. Der skal være en øget markedsføringsindsats, ligesom vi vil satse på øget kundefokus, samtidig med at vores mange gode kunderelationer skal styrkes.
Vi vil samtidig vedblivende have fokus på vores drift og styrke vores relationer til leverandørerne. Vi vil effektivisere indkøb og følge tæt op på indkøbsaftaler på alle områder for at opnå maximale fordele herved.
Vi vil fortsat have fokus på IT-anvendelse og forbedre koncernens IT-infrastruktur inden for såvel driftsafviklingen som på bookingområdet. Anvendelse af IT-løsninger skal i det hele taget spille en central rolle i den fremtidige planlægning.
Vi vil løbende evaluere vores driftsstruktur, men det er dog intentionen, at der fortsat skal være en samlet organisation bestående af et ledelsesteam indeholdende drift, IT, salg, personale, indkøb, samt økonomi som hovedelementer. .
Koncernen skal i planperioden arbejde med at sikre en høj grad af etik på alle områder, herunder at fortsætte udviklingen af vores CSR-ESG-strategi, der sikrer reduktion af virksomhedens miljøpåvirkning og tillige derved at reducere vores omkostningsniveau og gøre os mere konkurrencedygtige. Energieffektivitet skal løbende undersøges, således at virksomheden på alle områder sørger for at anvende ressourcerne optimalt.
Danske Hoteller A/S arbejder med at gøre virksomheden så bæredygtig som mulig. Foreløbig er det besluttet at arbejde med tre af de 17 verdensmål: Sundhed og trivsel, bæredygtig energi samt ansvarligt forbrug og produktion. Koncernen har generelt udvalgt en række fokusområder, der i særlig grad retter sig mod samfundsansvaret.
Denne del af vores strategiramme skal ligeledes anvendes over for vores leverandører, således at vi skal stille krav til, at disses produkter ligeledes er fremstillet på en bæredygtig måde.